Lige siden jeg (Maria) var barn, synes jeg, at det var rigtigt spændende at kigge ind i bi­staderne og følge biernes liv. Min far havde honning­bier i haven og jeg fik lov til at hjælpe ham med at passe dem, fange sværme og slynge honning.

Der gik mange år før jeg fik egne bistader i haven, men jeg har altid været særlig glad, når forårs­varmen endelig kom og “luften blev levende”.

Det er også mest mig, der passer bierne. Jørgen hjælper gerne med alt det praktiske og tunge arbejde omkring biavlen. Men den særlige ro, der falder over én, lige så snart man har åbnet stadet for at se til bierne, den oplever han desværre slet ikke.

Vi bruger forskellige type bistader, så vores honning­­bier bor enten i et op­stablings­stade eller i et trug­stade. Alle vores stader er fremstillet af træ.

Vi startede med opstablings­kasser på norsk mål (NM), men som tiden går, synes vi bedre og bedre om trugstade-driften, som vi især har praktiseret i vores bigård på Kaleko Mølle i Faaborg.

For at minimere de tunge loft og skåne ryggen bruger vi i vores op­stablings­stader special­fremstillede, lave magasiner.

Det er vigtig for os, at vores honningbier har det godt, så vi flytter ikke vores stader i løbet af sæsonen, men har dem stående i faste bigårde. Til gengæld sørger vi for, at der er mange blomster i nærheden, så bierne kan finde pollen og nektar tæt på bigården.

Til bekæmpelse af varroa mider bruger vi kun biotekniske metoder og godkendte organiske syrer. For at hjælpe vores honningbier til at holde sig sunde, høster vi aldrig al honningen, som er biernes oprindelige føde. Heller ikke sidst på sæsonen, hvor bierne fodres med sukker straks efter, at vi har taget noget af honningen fra.

Vi nyder at følge årets gang, lige fra det tidlige forår, hvor der begynder at være liv i bistaderne, til midt om vinteren, hvor honningbierne sidder i klyngen og det hele bare ånder af fred og ro.